PIA OG ALBERT PEDERSEN, SKOLEGADE 1B, 6280  HØJER, emmerlevklev@mail.tele.dk, 41185299

 

 

LIDT HISTORIE OM STRANDHOTELLET          

 

 Emmerlev Klev Strandhotels historie starter i året 1907, hvor Emmerlev Bykommune solgte et stykke jord ved stranden (ca. 700 m sydøst for hvor Strandhotellet nu er beliggende) til Theodor Carl Riis. I 1908 opførtes her en træbygning kaldet "Sommerlyst". Bygningen lå med terrassen ud mod det daværende sommerdige mellem Emmerlev Klev og Højer. Herfra blev der helt frem til 1926 drevet sommerrestaurant. Det kan i dag synes at være en underlig placering, men på den tid var Højer en stationsby med stor trafik, idet den eneste adgang til den tyske badeø Sild var via Tønder og Højer sluse. Strandhotellet "Sommerlyst" har i sommertiden været udflugtsmål nok især for borgere fra Tønder og Højer. Her kunne de få deres eftermiddagskaffe og andet traktement. Theodor Carl Riis' kone Bodil bagte selv brød og de småkager, der skulle bruges ved serveringen. Hun har i sommermånederne taget ned til "Sommerlyst" om hverdagseftermiddage og om søndagene, hvor de fleste gæster er kommet. Hotellet havde en lille privatlejlighed, men ægteparret boede lidt længere oppe på Søndervej i Emmerlev, hvor de drev købmandsforretning og kro frem til 1911, hvor disse forretninger blev solgt.

 

Under stormfloden i 1923, hvor sommerdiget blev gennembrudt, måtte beboerne forlade huset. "Sommerlyst" blev dog stående uden at tage nævneværdig skade, men da det nye havdige, Emmerlevdiget, skulle bygges i 1926 blev træbygningen flyttet til Strandhotellets nuværende plads. Samme år døde Theodor Carl, men Bodil førte strandhotellet videre til 1930, hvor hun solgte til Mathias Hansen.

Mathias Hansen drev Strandhotellet frem til 1961. I fyrrerne byggede han et udendørs svømmebassin. Vandet i bassinet var havvand, som ved højvande blev ført ind via nogle rør, der lå ud i Vadehavet. Ved god højvande kom der så meget vand ind, at bassinet løb over, og vandet blev på den måde fornyet. Samtidig var der lidt sandfiltrering, men set med nutidens øjne var bassinet naturligvis ikke rent. Lokalbefolkningen tog det dog forholdsvis roligt, idet overlægen fra Tønder badede i bassinet, så "det kunne ikke være helt galt". Bassinet fungerede frem til 1956 eller 1957, hvor det blev nedlagt.

 

I 1961 solgte Mathias Hansen til Ethel og Jens Lyhne Kristensen. I Ethel og Jens' tid blev der holdt nogle store baller på Emmerlev Klev Strandhotel. Lørdagsballerne samlede unge mennesker fra et stort opland, ofte op til 7-800 personer. Også om søndagen blev der holdt bal, men da kun til klokken 24.00. Ethel og Jens byggede i 1976 den forreste del af hotellet, hvor de 7 værelser med balkon ligger, ligesom de på det tidspunkt byggede swimmingpoolen. I 1978 byggede de så anneksbygningen med yderligere 9 værelser. Jens Lyhne Kristensen drev Strandhotellet frem til 1986, hvor han solgte til Dansk Hotel Invest, et datterselskab af 6. juli banken.

 

Dansk Hotel Invest lavede en franchise-forpagtningskontrakt med Grethe og Ralf Uerkvitz, som herefter drev hotellet frem til 1987, hvor 6. juli banken gik konkurs, og blev overtaget af Sydbank. Sydbank solgte hotellet til Gurli og Andreas Svensen i 1987, og de byggede ny indgang til salen, ligesom de byggede ny restauration mellem salen og nybygningen fra 1976. Andreas Svensen drev hotellet frem til 20. oktober 1989, hvor de Pia og Albert Pedersen overtog hotellet.

 

Op gennem 90’erne drev Pia og Albert Pedersen Strandhotellet med weekendophold, privatfester og dagforretning. En tradition på Strandhotellet har i mange år været 3. juledag, hvor der i starten af 90’erne blev større og større succes år for år, og hvor det toppede med ca. 520 spisende gæster.

Der var simpelthen gæster overalt. Efterhånden blev der færre og færre, idet den gamle tradition var at områdets landmænd indbød dem der hjalp på gårdene, men dels blev antallet af karle

og piger stærkt reduceret på landet, dels kneb det med generationsskiftet, de unge fik andre interesser. Så året 1999 blev det sidste år med 3. juledag efter den gammeldags facon idet antallet kom under 200.

1999 var også året hvor Danmark 3. december blev ramt at en voldsom orkan med kolossale skader over hele landet. Strandhotellet slap heller ikke helt uden skrammer, idet taget på hovedbygningen blev revet af. Det kostede naturligvis lidt fantasi for at få gennemført jule- og nytårsarrangementerne, men alt blev gennemført som planlagt, og hotellets driftstabsforsikring

 sikrede at der ikke kom væsentlige økonomiske tab i den forbindelse. Samtidig blev de 7 værelser ovenpå totalrenoveret, hvilket naturligvis hævede standarden på disse værelser. Det var et hårdt og arbejdskrævende forår, men allerede i marts stod de nyrenoverede værelser klar til brug.

I det nye årtusinde begyndte Strandhotellet at lægge meget vægt på privatfester, ligesom der kom besøg af mange busser og fænomenet ”Sort Sol” er blevet en kæmpesucces.

Strandhotellet planlagde gennem lang tid at bygge nye ferielejligheder på matriklen foran

campingpladsen, på det sted hvor der i gammel tid var omtalte friluftsbad. Byggetilladelsen hertil blev udstedt via en lokalplan i midten af 80’erne, hvor Dansk Hotel Invest havde planer om bebyggelse. I starten af 2002 kom der for alvor gang i planlægningen, og i løbet af sommeren kom der kontakt til firmaet ”Projektas”, som fik option på at bygge lejlighederne. ”Projektas” fik alle tilladelser i orden men ønskede ikke selv at forestå byggeriet, hvorfor optionen udløb 1. juni 2003. Af forskellige årsager lå projektet stille til efteråret 2003, hvor ejendomsmægler Ingolf Bossen og bygmester Bo Michelsen forsøgte sig med en ny option. Optionen løb frem til

1.6.2004, og i maj måned 2004 blev Nic. Christiansen interesseret i projektet, da han var på Strandhotellet. Nic. Christiansen er gammel Højer-dreng og sammen med Bo Michelsen og Ingolf Bossen dannede han et konsortium som forestod opførslen af lejlighederne og senere udstykkede og solgte disse som hotelejerlejligheder. Lejlighederne stod færdige den 1.7.2005 og som en del af aftalen fik Strandhotellet en 5-årig uopsigelig ”Udlejnings- og brugsretsaftale” samtidig med at gæsterne fra lejlighederne fik adgang til Strandhotellets svømmehal. I den forbindelse blev

svømmehallen restaureret og der blev lavet reception og handikaptoilet på hotellet. Billedrækken

til højre er fra nybyggeriet af de 18 lejligheder på Vadehavsvej.

 

I 2006 begyndte Pia og Albert at arbejde med nye planer og den 1.11. blev et nyt byggeprojekt sendt i høring. Indholdet af det ny projekt var nedrivning af alle bygninger undtaget svømmehallen og hovedbygningen ud mod parkeringspladsen og efterfølgende opførelse af 3 nye værelsesfløje med i alt 58 minilejligheder, som skulle sælges som hotelejerlejligheder i stil med det, der var lavet

på grunden foran Campingpladsen. Forventet start var primo 2008.

3. januar 2007 solgte Pia og Albert Strandhotellet til et konsortium, som skulle forestå ovennævnte ombygning. Pia og Albert fik i handlen en forpagtningskontrakt frem til 9. januar 2008 så alle indgåede aftaler kunne overholdes.

Pia og Albert drev Strandhotellet frem til 5. januar 2008, hvor der blev afsluttet med et brag af en fest den helt som i "gamle dage". Herefter blev hotellet lukket.

 

Imidlertid løb konsortiet ind i problemer med frivillig momsregistrering for eventueller købere af minilejlighederne, og byggeriet kom aldrig i gang. Nic. Christiansen overtog Strandhotellet fra konsortiet.

I maj 2008 forpagtede Annette Wendicke og Brian Jensen hotellet. De drev det frem til januar 2010, hvor det igen blev lukket.

Sommeren 2010 købte Peter Linnet hotellet, som han sammen med Lisa Nielsen har ombygget halvdelen til feriehus med plads til 32 personer, halvdelen skal være festlokale med tilhørende værelser.